Jeg synes helt ærligt også, at det ville være synd for så gammel en rotte, hvis den skulle fjernes fra sit vante hjem, hvor den føler sig tryg, for at blive indlemmet i en helt ny flok i et vildfremmed hjem, hvor selv menneskene er fremmede. Specielt hanrotter kan være meget barske overfor en ny han i deres bur, så han KAN risikere at få nogle drøje hug i kortere eller længere tid, før han er fuldt accepteret - og dét synes jeg faktisk vil være VIRKELIG synd for sådan en gammel dreng.
Har du tænkt dig at stoppe med at holde rotter, siden du ikke nævner dén mulighed, der faktisk vil være den allerbedste for den gamle dreng: at du beholder ham resten af hans liv og giver ham to nye små rotte-venner i 6-8 ugers alderen? Jeg har selv engang haft en ældre rotte, der efter at være blevet alene sank ned i en dyb, dyb depression, hvor han på to uger gik fra at være en glad og tilfreds gammel dreng til at være en kludedukke, der kun bevægede sig rundt i buret for at spise eller drikke, og resten af tiden bare lå og sov eller kiggede lige ud i luften uden at jeg kunne komme i kontakt med ham.
Efter to uger lykkedes det mig at få fat i et par små babyrotter til ham, og sikken en forskel det gjorde. Efter en kort sammenføring på en halv time på neutral grund var han faldet pladask for de små livsglade unger, og inde i buret fandt han sin anden ungdom ved at lege og hygge sig med de små. Han fandt simpelthen en ny mening med sit liv ved at få ansvaret for at være "hyggeonkel" for babyerne.
Der var kun ét enkelt problem: Han var ikke så ung og frisk længere, så han blev hurtigt træt af al dén tummel - og med to livsglade og energiske unger omkring sig kunne han aldrig få hvilet ordenligt ud. Efter et par dage begyndte han at se temmelig slidt ud, så jeg indrettede et lille ekstrabur som et "fred og ro-bur", hvor ungerne ikke måtte komme ind. Første gang jeg satte ham derind, smed han sig direkte i hængekøjen og sov i fire stive timer så tungt, at han slet ikke bevægede sig... og jeg kun kunne se at han stadig var levende, fordi han trak vejret meget langsomt... Efter de fire timer vågnede han op, var frisk og glad og krævede at komme ind i det store bur igen... og NU var han igen parat til at nyde sin nye rolle som legeonkel for ungerne, indtil han næste dag igen kunne få lov til at få sin middagslur inde i "fred-og-ro-buret", helt uden at blive forstyrret af de livsglade unger.
Men selvfølgelig... Hvis du IKKE vil have rotter mere, når han engang er væk, så er jeg helt enig med Erling i, at selvom en enlig rotte ikke er en glad rotte - så vil han trods alt være i sit vante bur og sine vante omgivelser - og sammen med dé mennesker, han har kendt i hele sit liv. I hans alder betyder trygheden ved det velkendte trods alt mere, end det ville gøre for en yngre rotte. Bare hold øje med ham, og hvis det viser sig, at han med tiden bliver ALT for deprimeret, så hans liv kun er lidelse - så må du tage den tunge beslutning at lade ham blive aflivet. Psykiske smerter ER jo trods alt nøjagtigt lige så smertefulde som alvorlige FYSISKE smerter, som man ikke ville tøve med at give sit kæledyr fred for.
Vær så meget sammen med ham, som du magter, så han ikke synker ned i en sort depression på grund af ensomhed. Du kan eventuelt lave dig en "halsedisse-hængekøje", som han kan sidde og hygge sig i, mens du går rundt og laver forskellige ting. Så vil han være sammen med dig og keder sig ikke. Du kan finde opskriften på sådan en "halsedisse-hængekøje", hvis du i den hér tråd
http://www.dansktamrotteforum.dk/viewto ... 17&t=31555 scroller ned til Idahodaves indlæg med de herlige billeder af hans glade rotte, der sidder og råhygger sig ved halsen af ham.
