Dansk Tamrotte Forum

Ja emnet lyder meget dramatisk, men det var nu det der skete.

Jeg har tre drenge på ca 1½ år. De to havde fået mislyde på lungerne og var ved dr. dyr og fik medicin for lungebetændelse. Medicinen så ud til at virke fint da mislydende stort set forsvandt. Jeg havde dem oppe flere gange om dagen og holdt godt øje med dem.

I dag sad min veninde og jeg, og betragtede Herkules, som den hvide af mine drenge hedder. Han sov i hængekøje med hovedet ud over kanten. Han trak vejret lidt stødende, men ellers havde han det fint og man kunne stort set ikke høre hans vejrtrækning. (stor forbedring fra da han blev syg)

Her til aften kravler han rundt i bunden af buret og bliver ved med at lave sådan en lidt lys lyd og kikker efter mig. Jeg tager ham op og bemærker han føles kold. Lidt for kold til at jeg syntes det er sjovt. Så jeg finder et tæppe og prøver at varme ham op. Efter et par minutter kan han ikke sidde stille men prøver at kravle op på min skulder, uden held, han falder hele tiden ned i min hånd som ligger klar til at fange ham. Han virker underlig og jeg begynder at finde telefon nr til dr, dyr på min telefon.

Pludselig åbner Herkules munden og gaber. Hans kæbe nærmest kramper, og hele kroppen bliver endnu koldere og stivere. Han prøver at rejse sig på bagben mens underkæben kramper i åben tilstand, det rykker i underkæben, men han vælter hele tiden mod højre og tumler rundt. Jeg gisper at han er ved at blive kvalt og kæresten og jeg prøver desperat at hjælpe ham. holder hovedet nedad, prøver at lade fingrene presse rundt omkring på hans mave, lunger osv. det tager kun et par sekunder og han bliver slap. Endnu 3 sekunder og han gisper to gange. Og så er han bare død. Snuden er blå og han er iskold.

Jeg ringer stadig til dr. dyr i morgen, for de skal have besked om hans bortgang. Men jeg skriver alligevel her for råd.. Kunne jeg have gjort noget for ham?

Da han var død, og havde været det et par minutter hvor jeg sad og aede, og af og til klemte ham lidt på brystet for... ja jeg ved ikke, et barnligt håb om at han livede op igen, jeg mærkede grundtit efter nu han var død og intet kunne mærke... mærkede jeg ham på halsen og kikkede ham i munden, han havde ikke noget galt i halsen.

Hvad gør man i sådan en situation? Presser? gnubber? lægger ham på ryggen? puster ham i næsen? Hvad gør man... kan man på nogen måde hjælpe? eller er det blot dødskramper og jeg bør føle mig stolt over at han kaldte på mig så det ikke skete i buret.

Håber nogen vil svare da jeg af en eller anden grund giver mig selv skylden for at han endte med at dø... for hvad nu hvis der var noget jeg kunne have gjort, men ikke gjorde, der kunne have reddet ham.

Ryliss

Åh, hvor er det frygteligt, at du skulle opleve at din dejlige dreng døde på dén rædselsfulde måde.
Men du har nu ingen som helst grund til at give dig selv skylden for, at han døde - der var nemlig ikke noget, hverken du - eller nok så dygtig en dyrlæge - kunne have gjort for at redde ham.
Jeg har selv prøvet det samme forløb efter en lungebetændelse, så jeg er HELT klar over, hvor rædselsvækkende det er at opleve (og hvor forfærdeligt det også må have været for den stakkels lille tot)

Dét, at du fortæller - at han sov i hængekøjen med hovedet ud over kanten, inden det gik helt galt, og at han lige havde gennemgået en behandling for lungebetændelse - dét giver mig den triste forklaring på hans pludselige og voldsomme død. Antibiotikaen har temmelig sikkert hjulpet på hans lungebetændelse... men den har ikke haft nogen effekt på FØLGEVIRKNINGEN af betændelsen. Grunden til, at man altid skal være MEGET obs på tegn på lungeproblemer hos rotter er, at hver eneste lungebetændelse altid vil skade rottens lunger varigt, så de får en nedsat lungekapacitet på grund af dét, man populært kalder arvæv på lungerne - lungerne bliver simpelthen mere stive og ueftergivelige end de ellers er. (min dyrlæge sammenligner det med KOL hos mennesker) Hvis det kun er en lille til middelsvær nedsættelse, vil rotten tit få dét, man kalder en lille mislyd på lungerne, uden at den af dén grund virker til at være hæmmet overhovedet. Rotter er nemlig enormt dygtige til at indrette sig, så hvis de får lidt mindre ilt ned i lungerne - så sørger de bare for at trække vejret på en måde, der giver dem mest luft med mindst mulig anstrengelse - og samtidig indretter de deres energiforbrug efter, at de nu engang ikke har helt så megen ilt til rådighed, som de plejer. En rotte kan sagtens leve et langt og godt liv med en mislyd, og have det pragtfuldt.
Desværre har de stive lunger en tendens til at forværres med alderen, så lungekapaciteten bliver mere og mere nedsat, indtil rotten til sidst ikke kan få mere luft ned end til at den LIGE NETOP kan overleve. Så er det netop, at den begynder at ligge i stillinger, der gør det lidt lettere at få luft... enten sover den med hovedet strakt ud op ad ét eller andet, eller den ligger med hovedet hængende ud over en kant. Dét giver bedre plads i luftrøret, og samtidig vil rotten "gispe" med åben mund for også at kunne få så meget luft som muligt ned i de stive lunger.
Til sidst vil lungerne kollapse helt - og så bliver rotten kvalt.

Hvis en rotte med arvæv på lungerne pådrager sig en lungebetændelse, vil det naturligvis ramme den langt hårdere, end hvis dens lunger havde været i orden... og så kan betændelsen fjernes med antibiotika - men man må bare acceptere, at for hver betændelse vil lungerne være blevet ødelagt en smule mere, så hvis rotten efter en succesfuld behandling ser ud til ikke at kunne trække vejret helt frit og ubesværet, så må man bedømme dens helbred fra dag til dag og prøve at forberede sig på, at dagen hvor man må sige farvel til den, ikke kan være overvældende langt væk.

Siden dengang, jeg selv oplevede en rotte dø på dén frygtelige måde, har jeg besluttet mig til, at dét vil jeg ikke udsætte nogle af mine små totter for, hvis jeg på nogen måde kan undgå det. Hvis den allerede ER blevet behandlet, men stadig har svære vejrtrækningsproblemer, så tager jeg lige en ekstra tur til dr. Dyr for at få checket, om det SKULLE være lungebetændelsen, der ikke er blevet fjernet helt... og hvis dyrlægen så kan høre, at der ingen slim er nede i lungerne, men at den bare ikke får luft nok ned alligevel - så får jeg den hellere aflivet, før det bliver så slemt, at det stakkels pus kommer til at lide under det.

Det tager jo på en rottes kræfter at måtte kæmpe for at få luft nok ned i lungerne, og det GØR også ondt. Når man skal kæmpe for hvert åndedrag, bliver alle kroppens muskler jo stive og smertende, og den kan aldrig slappe af et sekund... for så kan den ikke trække vejret. Men hvis man ikke har erfaringen, kan det være svært at se de små tegn på dens lidelser, fordi de små pelsklumpe er så dygtige til at skjule symptomerne. Man er simpelthen nødt til at vide, hvad man skal holde øje med, for bedst muligt at kunne vurdere, hvornår det er tid til at få den aflivet humant for at undgå, at den skal lide den forfærdelige kvælningsdød... og tegnene kan være så små, at der virkelig skal erfaring til at bedømme det korrekt.

Tegn på, at en rotte har smerter, kan være:

Ørerne ligger mere tilbage imod nakken, end de plejer. Rotten kan sagtens få dem frem, men man kan se at de er drejet bagover meget tiere end normalt - specielt, mens den slapper af.

Øjnene er ikke længere runde og årvågne, men mere eller mindre sammenklemte.

Pelsen kan stritte mere eller mindre, så rotten får et buttet og "blødt" udseende.

Den sidder eller ligger meget tiere end normalt i stillinger, den ikke plejer, eller virker mere sammenkrummet end normalt.

Du kan evt. læse denne side, hvor de tydeligste tegnene på, at en rotte kan have smerter, er beskrevet. (norsk side).
http://tamrotter.com/wp-content/uploads ... erotte.pdf