Hun var blevet en sær "gammel" dame på 1 år og 11 måneder (ingen alder), men hun var som sagt blevet sær. Hun ville ikke løftes, nusses eller hygges om længere. Hun peb voldsomt når jeg skulle have hende ud af buret og hun krommede jeg helt sammen. Hun havde også fået en del sår fra slagsmål (hun var alfa i gruppen og der var nogle nye der gerne ville til). Efter hun var begyndt at blive sær begyndte hun også at bide efter mig. Tænkte ikke så meget over de i starten, da jeg godt viste at hun ikke brød sig om at komme ud, så lod hende bare være. En dag da jeg så skulle gøre buret rent begyndte hun at bide efter mig igen og nogle af de andre tøser fulgte efter hende og nappede efter mig. Det var der det gik op for mig at der kun var en vej tilbage for hende.
Hun blev taget fra de andre for at se hvordan de reagerede på det og hun var "kun" væk fra de andre i 2-3 dage før at jeg igen kunne tage hånden ind til dem uden at de nappede efter mig mere. Det var der at det gik op for mig at Mischa's indflydelse på de andre havde spillet en stor rolle.
Jeg tog derfor den sørgelige beslutning at jeg måtte op og få hende aflivet.
Jeg fik en af mine veninder til at tage med så jeg havde noget støtte og trøst bag efter.
Nu er Mischa kommet op i rotte himmelen og er hos de andre og jeg håber at hun har det godt der oppe.
Hun er i hvert fald savnet meget her nede på jorden og vil aldrig glemme hende. Jeg er dog glad for at jeg både har en søn og to dejlige børnebørn efter hende som kan minde mig og den fantastiske pige hun var.
Sov godt min kære Mischa.
