Men så let skulle det desværre ikke gå. Lige til det sidste kunne han få anfald af legesyge, hvor han tumlede rundt sammen med sine venner på sofaen og virkede frisk som en fisk... men jeg kunne se, at han var begyndt at knibe øjnene mere sammen end han plejede, og at han ikke ikke længere virkede helt afslappet, når han sov - så der var ingen tvivl om, at han nu var begyndt at have ondt ét eller andet sted.
Dyrlægens undersøgelse viste, at hans tænder var blevet en smule skæve, og grunden til dét viste sig at være en hård kugle, der sad lige under hans hage - lige dér, hvor fortændernes rødder sad. Om det var en tandbyld eller en svulst kunne han ikke sige uden en nærmere undersøgelse, men eftersom det var kommet meget langsomt i løbet af en måned, var en svulst nok mest sandsynligt - og under alle omstændigheder var det meget usandsynligt, om hans fortænder ville kunne reddes, uanset om "kuglen" viste sig at være det ene eller det andet. Så jeg valgte at lade ham få fred med det samme, inden han begyndte at få problemer med at spise.
Jeg havde én af hans yngre burkammerater, Manue Blanco Romasante, med. (han havde blødt ud af det ene øre et par gange, men det viste sig gudskelov, at han bare havde kradset sig i øret - så 10 dage med øredråber ordnede dét lille problem)
Da Ursus havde fået sin sprøjte, gik han roligt hen til sin lille ven, lagde sig tæt ind til ham og hvilede sit hoved på hans skulder - og sov stille ind. Det var en god død for Ursus, men det var et stort chock for Manuel Blanco Romasante... Han bevægede sig stort set ikke på hele hjemturen, og efter vi kom hjem nægtede han at lade mig røre ved sig.
Så jeg gjorde noget, jeg aldrig har gjort før... jeg sad med Ursus i en lille æske på skødet, og lod de andre tage afsked med ham, hvis de ville. De tre yngste var henne ved ham flere gange og snuse til ham, groome ham og puffe til ham med forpoterne. Men efter et stykke tid fandt de ud af, hvad døden betød - og så accepterede de at han var væk, og ikke kunne vækkes til live igen. Efter dét kunne jeg igen få lov at nusse med Manuel Blanco Romasante. Han havde tydeligvis fået bearbejdet dét chock, oplevelsen ved dyrlægen havde givet ham.
De to ældste burkammerater var ikke interesseret i at tage afsked. De så ham inde fra buret, sad meget stille et øjeblik og kiggede på ham med store øjne... og derefter gik de sammen op i en hængekøje og puttede sig tæt ind til hinanden.
Farvel, smukke gamle Ursus. I sin tid, i dit fødehjem, havde du været kuldets lille skravl, der kun lige akkurat klarede at hage dig til livet. men du voksede dig stor og stærk, og blev en højt respekteret alfa for mine andre drenge.
Jeg savner dig, Ursus.
Ursus på hans første dag i hjemmet, hvor han blev budt velkommen af den daværende alfa, LUX Chocolate:
..og gamle halvtrætte Ursus sammen med sin bedste kammerat, LUX Hercules... kun et par uger, inden jeg måtte sige farvel til ham:
