San Fernando 3.3.14 - 11.7.16
: man jul 11, 2016 12:43 pm
Selvom San Fernando skulle blive knap 2,5 år, har det været uendeligt hårdt for mig, at jeg var tvunget at lade hende aflive pga en mælkekirtelknude, som nu var blevet så stor, så den var til alt for stor gene for hende.
Hun har altid haft et jernhelbred! Og selvom hendes syn var ELENDIGT, og hun som helt ung altid løb ind i div. ting – Selvfølgelig med ekstra høj hastighed, pga det dårlige syn... Så har hendes nedsatte syn ikke hindret hende i at komme omkring. Skulle hun f.eks. fra et bord til et andet bord, og der ”kun” var 15 cm imellem, kunne hun ikke se klart nok, til at hun turde springe over denne korte distance, som hun reelt ville have kunnet ”skræve” over. Så hendes svar var, at hun da bare løb ned på gulvet, for så at klatre op ovre på den anden side – Let og problemløst! Og tilmed så hurtigt, så hun kom derover næsten ligeså hurtigt som de andre, der jo bare sprang derover. Det gjorde så også, at hun fik en styrke i hendes ben, så hun uden besvær kunne klatre op og ned af selv radiatorrør, som gik hun på gulvet... Hvor ofte stod de andre ikke og kiggede måbende på hende, når hun gjorde dette? Og når de selv prøvede, nåede de højest 10 cm op, inden de faldt ned.
Fernando havde en stålsat personlighed, og INGEN – ABSOLUT INGEN!!!! Skulle komme mellem hende og hendes mad!!!!!! Det gav så også nogle problemer og kampe, da hun forsøgte at blive alfa i gruppen, hvilket hun var for en kort periode, da alfaen på ca hendes egen alder gik bort, mens hun stadigvæk var ”blot” ca 1,5 år gammel. Kort tid efter måtte jeg dog lade min alfa fra min anden (gamle) pigegruppe flytte sammen med mine ”nye” piger, da alle de gamle piger var borte, på nær den gamle alfa. Og til stor overraskelse og glæde, underlagde Fernando sig stort set straks den gamle alfa, hvorfor der var totalt ro i buret, straks den gamle alfa flyttede ind. Da den gamle alfa så døde, var der en af de andre unge piger der tog over i stedet, og stadig med stor ro styrede gruppen, som hun havde set den gamle alfa gøre – Altså stik modsat, den korte tid, mens Fernando var alfa.
Da Fernando blev ca 2 år, begyndte hun at få den knude, som altså nu har kostet hende hendes liv - Nok også grunden til, at hun ikke blev alfa igen? Men pga hendes stålsatte styrke, har hun klaret at komme rundt, også til trods for denne ret så store knude. Og hvor har jeg nydt, når de var ude, at kigge over på Fernando, hvorefter hun med stor lykke malet i hendes ansigt, kom løbende over til mig, for lige at putte 1 minut eller så, inden hun jo igen skulle af sted et andet sted hen – Piger har jo altid travlt...
Så selvom hun nogle gange kunne være ret så strid overfor de andre, og også har givet nogle af dem nogle gevaldige sår undervejs. Så vil hun for altid være savnet! Min dejlige Fernando!!!! Og de andre vil savne en pige der ALTID var meget legesyg med de unge, mens hun stadig var ung og uden knude. Men også en pige, der kun sjældent lå alene, når hun sov.
Erling.
Hun har altid haft et jernhelbred! Og selvom hendes syn var ELENDIGT, og hun som helt ung altid løb ind i div. ting – Selvfølgelig med ekstra høj hastighed, pga det dårlige syn... Så har hendes nedsatte syn ikke hindret hende i at komme omkring. Skulle hun f.eks. fra et bord til et andet bord, og der ”kun” var 15 cm imellem, kunne hun ikke se klart nok, til at hun turde springe over denne korte distance, som hun reelt ville have kunnet ”skræve” over. Så hendes svar var, at hun da bare løb ned på gulvet, for så at klatre op ovre på den anden side – Let og problemløst! Og tilmed så hurtigt, så hun kom derover næsten ligeså hurtigt som de andre, der jo bare sprang derover. Det gjorde så også, at hun fik en styrke i hendes ben, så hun uden besvær kunne klatre op og ned af selv radiatorrør, som gik hun på gulvet... Hvor ofte stod de andre ikke og kiggede måbende på hende, når hun gjorde dette? Og når de selv prøvede, nåede de højest 10 cm op, inden de faldt ned.
Fernando havde en stålsat personlighed, og INGEN – ABSOLUT INGEN!!!! Skulle komme mellem hende og hendes mad!!!!!! Det gav så også nogle problemer og kampe, da hun forsøgte at blive alfa i gruppen, hvilket hun var for en kort periode, da alfaen på ca hendes egen alder gik bort, mens hun stadigvæk var ”blot” ca 1,5 år gammel. Kort tid efter måtte jeg dog lade min alfa fra min anden (gamle) pigegruppe flytte sammen med mine ”nye” piger, da alle de gamle piger var borte, på nær den gamle alfa. Og til stor overraskelse og glæde, underlagde Fernando sig stort set straks den gamle alfa, hvorfor der var totalt ro i buret, straks den gamle alfa flyttede ind. Da den gamle alfa så døde, var der en af de andre unge piger der tog over i stedet, og stadig med stor ro styrede gruppen, som hun havde set den gamle alfa gøre – Altså stik modsat, den korte tid, mens Fernando var alfa.
Da Fernando blev ca 2 år, begyndte hun at få den knude, som altså nu har kostet hende hendes liv - Nok også grunden til, at hun ikke blev alfa igen? Men pga hendes stålsatte styrke, har hun klaret at komme rundt, også til trods for denne ret så store knude. Og hvor har jeg nydt, når de var ude, at kigge over på Fernando, hvorefter hun med stor lykke malet i hendes ansigt, kom løbende over til mig, for lige at putte 1 minut eller så, inden hun jo igen skulle af sted et andet sted hen – Piger har jo altid travlt...
Så selvom hun nogle gange kunne være ret så strid overfor de andre, og også har givet nogle af dem nogle gevaldige sår undervejs. Så vil hun for altid være savnet! Min dejlige Fernando!!!! Og de andre vil savne en pige der ALTID var meget legesyg med de unge, mens hun stadig var ung og uden knude. Men også en pige, der kun sjældent lå alene, når hun sov.
Erling.
Er det ikke underligt? Dé rotter, der har været periodiske problemrotter, er tit netop dem, der kommer til at stå vores hjerter allernærmest - og dem, der efterlader det største tomrum, når de er væk. 
Og jeg er også sikker på, at uden knuderne, ville min Fernando let have kunnet blive 3 år, med hendes stålhelbred, styrke og viljestyrke. F.eks. måtte dyrlægen give hende to indsprøjtninger med sovemedicin, inden hun faldt i søvn!!! Og derfor gør det mig jo ekstra ondt, da hun ellers ikke fejlede noget, og ellers var så stærk. Men nu havde hun ikke "kun" en knude, men faktisk to at slæbe rundt på... Så det var ikke så let for hende at komme rundt på det sidste. Så det var tydeligt, at hun ofte valgte at blive nede i bunden af buret, frem for at smutte op og hvile sig i hendes elskede Sputnik. Og dog kom hun stadig op i Sputnikken ved egen kraft, når hun ville! Men nøj, hvor er der blevet stille i buret... Det var jo også altid hende der kom ud for at få spaghetti skruer eller godbidder, grundet hendes store madglæde - Madglad, men ALDRIG overvægtig! En helt igennem vidunderlig pige! Men desværre også lidt ilter, når andre kom forbi HENDES mad!!! 