Dagmar og Gunhild 3.5.15 - 17.3.17

Har du mistet din kære tamrotte. Få afløb for dine følelser og skriv dét, som du syntes skal stå på gravstenen - som et evigt minde!

Redaktør: Lylle My

Besvar
Erling
3 Stjernet Rottemedlem ***
Indlæg: 155
Tilmeldt: tors maj 09, 2013 7:56 pm
Geografisk sted: Esbjerg, VestJylland

Dagmar og Gunhild 3.5.15 - 17.3.17

Indlæg af Erling » søn mar 19, 2017 1:42 pm

Billede
Billede
Torsdag 16.3.2017 kl 14:20 Krydsede to VIDUNDERLIGE søstre broen til det ukendte…

Min smukke og utrolig dejlige alfa: Dagmar, som sidste efterår kort inden jul havde fået fjernet livmoderen, i håb om at det ville kunne stoppe den blødning hun havde fået. Diagnosen stod på kræft… Selve operationen var som sådan gået godt – Men det tog hårdt på hende, idet hun var meget omtåget bagefter, og havde også en del smerter – Tilmed på et tidspunkt kraftige smerter! Og jeg kom til den konklusion; at det vil jeg ALDRIG nogensinde lade nogen anden rotte gennemføre igen!!!! Men hun kom igennem det, stærk som hun var! Desværre viste det sig, at blødningen ikke helt stoppede – Den stilnede kun af. Og efter noget tid, dannedes der også flere knuder i området omkring skeden og hendes nedre part generelt. Så selvom hun egentlig tog alting pænt, og også klarede at forblive alfa selv til trods for dette, så valgte jeg altså at lade hende følge hendes søster, idet det blot ville være et spørgsmål om tid, inden det ville gå helt galt for hende, med store smerter til følge og etc. Da hun fortsat blødte lidt fra skeden efter operationen, konkluderede dyrlægen, at hun nok ikke ville opleve at overleve nytåret… Og dyrlægen var på nippet til at ville lade hende aflive allerede dengang. Men som det altså skulle vise sig, så klarede hun at komme igennem nytåret, og få ca 3 mdr længere end dyrlægen havde forventet.
Dagmar har altid været en særlig pige. Da jeg hentede hende på stationen, var hun HURTIG! Og næsten inden vi havde set os om, var hun smuttet ud og afsted – Men heldigvis kun næsten! For hun kom jo med hjem til mig. :-) Og her gik hun rundt, og førte sig frem med en mandig og stolt holdning, som var hun en lille løve! Og allerede her var jeg sikker på, hun nok skulle blive alfa en gang – Hvilket hun jo så også blev, da den gamle alfa i flokken døde ca 6 mdr senere. Men den gamle alfa havde lært hende alt om at være en god alfa, så der var altid ro i flokken med Dagmar som alfa. Og når der var uro – Eller blot optræk til uro, så kom hun straks ”flyvende” for at se, hvad der skete? Og om det var noget hun skulle gøre noget ved? Ganske som hun havde set den gamle alfa også gøre det. Så en vidunderlig alfa og pige var hun. Og en sød veninde til mig, som gerne slikkede mine fingre, eller blot sad stille inde i buret og ”snakkede” med mig.

Gunhild, Dagmars søster har altid været en stille og rolig pige. Hun var der altid til at støtte op om Dagmar som alfa, når det var nødvendigt. Var der nogen af de andre piger i flokken der havde det dårligt på nogen måde, så var hun også altid den der ville ligge og putte og støtte den der havde det dårligt. Og når jeg kom forbi buret, kom hun ALTID ud for lige at sige hej til mig – Selv når hun lå og puttede bedst. At hun så også kunne li kaffe, fandt jeg ud af ved et rent tilfælde. Ofte når de var ude, stod min kaffe og blev kold, mens jeg ordnede deres bur. Men helt tilfældigt fandt jeg så en dag ud af, at hun altså drak en lille smule kaffe, når den var blevet kold, og jeg ikke lige så det… ;-) Så en helt igennem vidunderlig og sød pige, der kunne være blevet en vidunderlig sygeplejerske, havde hun været et menneske.
Desværre fik hun en knude, som desværre alt for mange hunrotter får… Og knuden voksede sig stille og roligt stor! Så til sidst var der ligeså meget knude, som der var Gunhild… Ikke mindst fordi hun også havde tabt sig gevaldigt!!! Så at det var tid at sige farvel, var der desværre ikke så meget tvivl om… :-( Og hvor jeg HADER de knuder – Og kræft generelt! Knuderne er jeg stoppet med at lade bortoperere, idet jeg har haft en der døde efter operationen pga blodtabet. En anden blev opereret, men fik så blot endnu en anden knude straks efter, og så var vi jo reelt tilbage ved ”start”. :-( ”Heldigvis” synes knuderne ikke at genere dem nævneværdigt. Og knuderne kan blive ret store, uden at genere dem. Så alt taget i betragtning, tror jeg det er mindre ”ondt” overfor rotterne, ikke at lade dem operere, idet operation altid er potentiel farlig, og også et stort traume for enhver rotter at gennemgå.

Men altså; i torsdags mistede jeg to VIDUNDERLIGE piger!!!!! Og de vil være savnet både blandt deres kammerater i buret – Men især vil jeg savne dem! De er nu lagt til hvile blandt de andre af mine (alt for mange) savnede piger… Og et stort tab er det… Men heldigvis er de tilbageværende heldigvis ret søde til at trøste mig – Der er ikke noget så bekræftende, som når man står og ordner et eller andet, mens en sød lille rottepige pludselig står og rykker forsigtigt i det ene bukseben, for hun vil da godt lige ”snakke” og være sammen med mig. ;-) Og ja, pigerne får lov at løbe rundt på gulvet, mens de er ude, og jeg ordner deres bur. Det er ret sødt, for de skal da være med og se alt, hvad jeg laver! ;-)

Erling

Alariel
3 Stjernet Rottemedlem ***
Indlæg: 175
Tilmeldt: fre dec 16, 2016 3:01 pm
Geografisk sted: Odense
Kontakt:

Re: Dagmar og Gunhild 3.5.15 - 17.3.17

Indlæg af Alariel » søn mar 19, 2017 3:43 pm

Åhh det lyder som to helt vidunderlige damer. <3 Må de lege evigt på den anden side af broen.

Brugeravatar
Lylle My
Site Admin
Indlæg: 5937
Tilmeldt: lør jul 24, 2010 10:40 am
Geografisk sted: Aalborg

Re: Dagmar og Gunhild 3.5.15 - 17.3.17

Indlæg af Lylle My » søn mar 19, 2017 6:21 pm

Stakkels små piger. Må de være lykkelige på den anden side, nu hvor de ikke længere føler smerter og ubehag. Det må virkelig have efterladt et stort tomrum i både dit hjerte og i deres bur, at du har mistet dem. :cry:
Jeg ville nok også have valgt at lade Dagmar følge sin kære søster over broen, når operationen nu ikke havde dén effekt, både du og dyrlægen havde håbet på. Hvor svær en beslutning det end er, er det ENDNU værre at udskyde beslutningen, når man véd at fremtiden kun ville have været flere smerter og lidelser. :(

Jeg har selv en tro på, at alle levende væsener har en fastlagt tid hér på jorden, og når dén er slut, kan ingen - selv ikke verdens bedste læge eller dyrlæge - gøre andet end at trække det i langdrag... men prisen for dét kan let blive en tid med smerter og lidelser, inden døden endelig vil komme som en befrielse.
Det svære for både os og dyrlægen er at vurdere, om en sygdom eller skade er noget, der måske vil kunne forkorte vores rotters liv og lade dem dø "for tidligt", hvis den ikke bliver behandlet, og hvornår tiden snarere er inde til at lade den sove stille ind for at skåne den for at leve sin sidste tid i lidelse. Erfaring kan nogle gange hjælpe os til at se forskellen, men langtfra altid. Uanset hvor mange års erfaring man har, vil man altid komme ud for tilfælde, hvor man i bakspejlet kan se, at éns elskede lille tot burde have fået fred i stedet for, at man forsøgte at redde den.

Hvis jeg havde haft hunrotter, ville jeg nok også vælge at lade dem leve med mælkeknuder, indtil de medførte gener for dem... medmindre det drejede sig om en enkelt mindre knude, der var tydeligt godartet, men som alligevel generede den. Men selv i dé tilfælde kan man jo desværre komme ud for, at man tager fejl. :(

Må i hvile i fred, Dagmar og Gunhild. Jeres kærlige ejer har givet jer den sidste, store gave... nemlig at påtage sig dén smerte, det har været at miste jer, for at sikre at I ikke længere skulle lide. Stort trøsteknus til dig, Erling, og held og lykke til de to skønne damer, nu hvor de er startet på deres nye liv på den anden side af regnbuen.
BilledeBillede
4 lækre hanrotter, 2 dværgpapegøjer, 4 nymfeparakitter og 1 fritgående kanin

Erling
3 Stjernet Rottemedlem ***
Indlæg: 155
Tilmeldt: tors maj 09, 2013 7:56 pm
Geografisk sted: Esbjerg, VestJylland

Re: Dagmar og Gunhild 3.5.15 - 17.3.17

Indlæg af Erling » man mar 20, 2017 2:58 pm

Først et STORT tak til al den støtte, trøst og gode råd - Ikke mindst efter Dagmars operation (i en anden kategori herinde på foraet). Uden alle disse råd og vejledninger, havde hun nok ikke levet så lang tid, som hun reelt gjorde - Og levet betydeligt længere, end dyrlægen havde regnet med, da hun var inde til kontrol efter operationen. Når jeg valgte operationen, så var det i fuld bevidsthed, at det er et "lotteri". Jeg vidste, at blev hun ikke opereret, ville hun kun have kort tid igen - Hvilket ikke ville være meget værre hvis operationen slog helt fejl. Omvendt, hvis vi var heldige, kunne hun måske få et år mere at leve i? Men det kan man jo aldrig vide.

Jeg har det altid dårligt, når jeg skal have en aflivet. For hvornår er det tid? Og selvom de er ret dårlige, vil de jo nødig dø! Og bedre bliver det så ikke, når de tilmed søger beskyttelse hos mig, især når vi står hos dyrlægen, og de har fået indsprøjtningen med sovemidlet! Godt nok kan de falde i søvn i "tryghed"... Men bagefter er jeg jo så "bødlen" der aktivt er med til at slå dem ihjel... - Så meget for den tillid til mig... :-( Og jo, jeg ved godt, at det ikke er sådan man skal se på det. Men et er at sige, hvordan man bør se på det - Noget andet er, hvordan jeg reelt føler det! Omvendt ved jeg jo også, at de heller ikke skal gå og have det dårligt!

Nu har jeg så både piger og drenge. Om jeg må sige, at pigerne er nok dem der passer bedst til mig. Jeg elsker deres aktivitet, når de er ude og løbe - Især når de så aktivt søger og finder mig, hvis jeg er gået ind i et andet rum. Fyrene er derimod nogle rigtig dovne fyre, der helst bare ligger og dovner, når de er ude - Det er ihvertfald et punkt, hvor vi mennesker og rotter har noget til fældes! ;-)

Erling.

Besvar