Igennem den sidste måneds tid har jeg set, at han begyndte at falde lidt af på den, og at han blev mere og mere kræsen med, hvilke godbidder han LIGE havde lyst til at spise, når han blev tilbudt én... så jeg var ikke HELT uforberedt. For et par uger siden begyndte han at grynte, så når han nu alligevel skulle til dyrlægen, tog jeg chancen og købte tre små babyrotter i plantorama - så kunne hele flokken blive checket, og ungerne kunne blive behandlet for dén lungebetændelse og de mider, de selvfølgelig slæbte med til buret. Alle rotterne blev sat på en baytril/ronaxanbehandling, og ungerne blev lynhurtigt friske - men Ivan Milat havde det ingen effekt på. Han blev stille og roligt svagere, og gryntede og snottede mere og mere - men spiste stadig nogenlunde, og kunne også hygge sig og lege med ungerne. Da behandlingen var afsluttet, holdt jeg øje med ham dag for dag for at se, hvornår han nåede dét punkt, hvor besværet ved livet oversteg dén nydelse, han stadig havde. Mens jeg ventede, fortsatte jeg antibiotikabehandlingen for ham i dét håb, at det i det mindste kunne mildne besværet lidt for ham... og jeg var ikke et sekund i tvivl, da beslutningen endelig skulle træffes.
Onsdag aften gik han ind i "legeburet" for at få lidt ro til at sove for de energiske unger, og han så ret træt ud - men han spiste og drak stadig fint. Kort efter trippede hans gamle kuldbrødre, Peter Lundin og Manuel Blanco Romasante, ind til ham og lagde sig tæt sammen med ham i kurven... og når de små unger kom susende ind for at lege med dem, jagede den gamle alfa dem venligt, men bestemt, ud igen. Så vidste jeg, at slutningen var nær, og de tre gamle drenge fik lov at sove sammen i legeburet natten over... i fred for de små vildbasser.
I går tog jeg så alle tre til dyrlægen - Ivan Milat for at blive aflivet, og hans elskede brødre som trøst og selskab på hans sidste rejse. De veg ikke fra hans side, og da dyrlægen havde givet ham sprøjten, blev han lagt ned i transportskassen til dem, så de alle tre kunne putte tæt, mens han stille og fredeligt gled ind i døden. Kort efter kravlede Manuel ind under tæppet, og Peter Lundin gik stille væk fra deres livløse ven. Da dyrlægen så deres opførsel, lyttede han efter Ivans hjerteslag, og kunne fortælle mig at de to brødre havde fuldstændig ret - det VAR overstået.
Jeg tog Ivan Milat med hjem i en ekstra lille transportskurv, og lige nu ligger han på "lit de parade" inde i min stue, så jeg kan vænne mig til tanken om, at han er væk. Klokken fire i eftermiddag vil der være gået et døgn fra han døde, og så skal han begraves i et blomsterbed ude i min lille have, hvor han vil have selskab af alle de andre elskede basser, jeg har måttet sige farvel til igennem årene.
Hvil i fred, dejlige gamle Ivan Milat. Du var en skøn dreng, og jeg vil aldrig glemme dit stille og kærlige væsen.
