Mine rotter bliver ved med at være syge...

[Heidi(Sif&Etla)]

Hej.

Jeg har 2 rottetøser fra oktober 2014. Der er købt hos en dyrehandler, som jeg troede, der havde styr på det - men det viste sig, at det har haft konsekvenser for dyrene, at de har stået på spåner, da de var unger. Hos mig står de på fleecetæpper.
Jeg har allerede skrevet om dem tidligere i det her forum.
De lider af luftvejsinfektioner.

Etla var den første, som blev syg og hende tog vi til dyrlæge af to omgange. Først fik hun en slags medicin, Synolux, som ikke hjalp synderligt. Derfor kom hun afsted igen og næste gang skulle hun både have Synolux og en antibiotika. Det hjalp og hendes fnysen blev reduceret.
Så gik der desværre kun 3-4 måneder og så var det dem begge, der var syge. Etla fnøs og Sif ligesom "gispede" efter vejret, f.eks. når hun lå og sov på den der måde, hvor de folder hovedet ind under sig. Afsted til dyrlægen med dem begge. Min dyrlæge er dygtig og ved en del om rotter. Vi blev enige om at give dem en ordentlig kur med 3 forskellige slags medicin mod infektion, inkl. Synolux og antibiotika + en ny slags pille. De fik højeste dosis af det hele.
Det var et helvede i de 10 dage, hvor de skulle have medicinen. Antibiotikaen kunne de kun få, ved at jeg tvangsfodrede dem med en pipette. De første dage blandede jeg det i alt muligt foder, selv det lækreste, men det var rotterne da for kloge til. De rørte det simpelthen ikke - så sultede de hellere. Ergo skulle jeg tvangsfodre de stakkels kræ 2 gange om dagen, især Etla var det slemt for. Hun skreg og bed - hun som ellers er så god, som dagen er lang! Sif er meget rolig og efterhånden ved at være godt blind (hun har røde øjne) og er derfor lidt nemmere at håndtere i sådan nogle situationer.

Det var i december, at vi gav dem den store tur. Det virkede. Etla fnøs stadig en smulelidt, men Sif holdt helt op med at gispe. Der gik dog kun 3-4 uger - så begyndte det så småt igen.

Nu er vi jo ved at være i slutningen af februar og begge rotterne har luftvejsinfektioner. At give dem sådan en behandling igen er ikke en mulighed. Det var synd for dem, det var dyrt og det virkede alligevel kun midlertidigt.

Mit spørgsmål til jer andre rotterejere er derfor: hvor længe bør jeg lade dem leve?

De har begge to vejrtrækningsbesvær - Sif "piber" som et marsvin, især når hun sover, men også nogle gange i vågen tilstand, hvis hun f.eks. snuser. Etlas er stadig mest fnysen, men når man lægger øret til hendes snude, hører man, at hun har besværet vejrtrækning.
Umiddelbart har det dog ingen betydning for deres trivsel. De sover en del, men de er jo også blevet ældre. De spiser stadig, drikker, indretter deres bur, klatrer adræt i tremmerne, er glade for kontakt osv. Tager man dem ud, hopper Etla frejdigt og legesygt afsted; Sif er blevet lidt langsom og lidt tykkere, men hun er cremefarvet og desværre næsten blind nu. Det har lagt en dæmper på hende. Spørgsmål er, om de skjuler det, fordi de jo er kloge byttedyr, eller om det er fordi, det reelt ikke påvirker dem! Jeg er jo vant til islandske heste, der kan rende rundt med dødelig sygdom i kroppen, uden at vise det på anden måde, end at de har lidt svært ved at vende rundt!
Det eneste er, at man ofte kan høre deres vejrtrækning henne i buret - det piber derhennefra, når de sover. Det er væmmeligt at høre på...

Hvad ville I gøre?
Er det synd at lade dem leve?
Vi er meget glad for de små dyr og vil gerne beholde dem så længe, det er muligt.

Heidi


*Billeder virker ikke*

[Lylle My]

Jeg vil tro, dine rotter har fået det, der populært kaldes arvæv på lungerne eller stive lunger. Min dyrlæge sammenligner det med KOL hos mennesker, men hos rotter skyldes den nedsatte lungevirksomhed, at en overstået lungebetændelse har skadet lungerne varigt. Det giver mislyde ved vejrtrækning, men meget langt hen ad vejen vil rotten bare indrette sig efter sit lille problem, og lever fint med det.
Desværre har problemet en tendens til langsomt at forværres med alderen, og lungerne vil også være mere modtagelige for infektioner, så man må holde et vågent øje med, om der sker en pludselig forværring, og så straks påbegynde en ny behandling. Hver ny infektion vil nemlig efterlade lungerne i en endnu dårligere forfatning. Jeg kan godt forstå, at du ikke bryder dig om igen at skulle "tvangsmedicinere" de små stakler, for det er BESTEMT ikke rart... men måske kunne du benytte dig af et lille fif, jeg selv plejer at bruge, når jeg har haft rotter, der pure nægter at spise mad, der er blandet op med medicin - nemlig flødeis... Hvis medicinen bliver blandet med en lille teskefuld smeltet flødeis til hver rotte, har jeg endnu aldrig oplevet, at tallerkenen ikke blev slikket pinligt ren. (medmindre rotten har været så hærget, at den hverken er i stand til at spise eller drikke selv - men så er det helt sikkert også tid til en human aflivning)

Når jeg har haft rotter med arvæv på lungerne, plejer jeg at holde et vågent øje med dem for at kunne tage evt. infektioner i opløbet... og hvis det bliver så slemt efterhånden, at en ekstra lang antibiotikabehandling kun har hjulpet meget kortvarigt (eller slet ikke), så får jeg dyrlægen til at lytte til rottens lunger... og hvis han så kan høre, at der ikke længere er betændelse, men den alligevel har svært ved at trække vejret, så foretrækker jeg at lade den aflive, inden det går helt galt... Jeg HAR nemlig to gange i mit liv set en rotte tumle rædselsslagent rundt, mens den blev kvalt langsomt, fordi lungerne til sidst gav op - og det ønsker jeg ALDRIG at opleve igen, hvis jeg kan undgå det.

Rotter ER enormt dygtige til at skjule smerter - men der er alligevel visse tegn på problemer med vejrtrækningen, man kan holde øje med... f.eks, hvis den foretrækker at ligge med halsen strakt ud, når den hviler, og allerhelst vil ligge med hovedet hævet en smule - eller hængende ud over kanten af en hængekøje, mens den trækker vejret gennem åben mund. Så vil det være en god ide hurtigst muligt at få dyrlægen til at lytte til dens lunger for at vurdere, om det er en lungebetændelse, der kan behandkes - eller om lungevirksomheden er blevet så svag, at det mest humane ville være at lade den sove stille ind.

Det lyder ikke til, ar Etla er helt så hårdt ramt som Sif. Fnysen kunne være tegn på, at vævsforandringerne hovedsageligt sidder i næseslimhinden hos hende, og det er ikke helt så alarmerende. Om der også kan være problemer med hendes lunger kan man selvfølgelig ikke sige med sikkerhed... men man kan somme tider få et lille fingerpeg, hvis man trykker siden af rottens brystkasse tæt ind til ens eget øre og lytter opmærksomt i et stykke tid. Hvis man så høre selv de svageste klikke- pibe- eller knitrelyde, er der sandsynligvis en begyndende betændelse derinde, og så må den behandles straks... Men desværre er metoden ikke idiotsikker, for hvis man ikke kan høre nogle lyde derindefra - så er det ENTEN, fordi rotten er rask... eller også, fordi den trækker vejret så overfladisk, at lydene ikke kan høres med det blotte øre. Så hvis man er det mindste i tvivl, må man hellere lade dyrlægen lytte til lungerne med sit stetoskop. Han vil nemlig kunne høre selv de lyde, som rotten ellers er så god til at skjule.

[Lylle My]

..men i dit sted ville jeg nu helt sikker lade dem gennemgå en undersøgelse hos dyrlægen, og evt en behandling. Efteråret og vinteren ER jo trods alt den årstid, hvor de fleste tilfælde af luftvejsproblemer dukker op (ligesom hos mennesker), så nu hvor vi går imod varmere tider kan det meget vel være, at der ikke kommer tilbagefald i det næste lange stykke tid.

Det KAN være lidt af en udskrivning i budgettet, når man har syge dyr - specielt, hvis man i en periode får mange sygdomstilfælde. De fleste erfarne rotteejere plejer af samme grund at lave en "dyrlægeopsparing", som de hver måned sætter et beløb ind på. På den måde vil man altid have et beløb på kistebunden, der er øremærket til formålet... og så risikerer man ikke at stå i den situation, at man må lade en syg rotte aflive, selv om den nemt KUNNE være blevet behandlet - fordi man simpelthen ikke har råd til behandlingen.

[RottenFelix]

Hej Heidi..

Hvad endte det hele med?

[Heidi(Sif&Etla)]

Det endte med en aflivning af dem begge.

Etlas vejrtrækningsproblemer blev ikke værre og hun virkede faktisk til at leve fint med dem.
Sif blev derimod mere og mere syg. Hun tog voldsomt på (fra 320 gram til næsten 450!) og hendes syn blev meget dårligt. Jeg tror, at hun stort set var blind til sidst (hun havde ruby øjne). Hun havde længe "barberet" Etla og med sygdommen blev hun meget aggressiv overfor Etla og bed hende umotiveret.
De sov nærmest ikke sammen til sidst, fordi Sif var sådan efter Etla.

Så i starten af juni tog jeg de tunge skridt til dyrlægen og fik aflivet de dejlige tøser.
Egentlig var Etla okay, men vi ville ikke beholde hende alene, alderdommen var begyndt at trykke hos hende og omplacering ville være alt for synd. Så de to søstre fik fred samtidig og blev lagt tæt sammen.
Det var en sørgelig stund, men det foregik rigtig pænt.
Utroligt, at man kan blive så glad for sådan et par små dyr og tænk, hvor meget de kan mangle i ens lejlighed bagefter!

[Erling]

Ked af det gik sådan.
Må de have det godt sammen, på den anden side af regnbuebroen...

Har selv lige været igennem at skulle sige farvel til en pige.
Og ja, man savner dem!!! Nok er de små - Men de sætter nogle STORE fodspor i vore hjerter!!! Og der føles RIGTIG tomt, når de er væk!

Erling.

[Lylle My]

Puha, hvor er det trist at høre... men i dit sted ville jeg også have valgt at lade Etla følge sin veninde i døden. Det er trods alt LANGT at foretrække frem for, at hun enten skulle have levet resten af livet alene - eller skulle have været igennem en stressende omplacering - i hendes alder.
Jeg har selv engang måttet tage samme beslutning, da den eneste rotte, som min gamle sure Sorthale ville acceptere som burkammerat, måtte aflives - og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dén beslutning var den eneste rigtige... selv om det gjorde usigelig ondt at skulle sige farvel til ham, når han bare var gammel, men ikke specielt syg.
Men han skulle ihvertfald ikke tvinges til at leve resten af livet i knugende ensomhed.

Hvil i fred, i to smukke piger. I var sammen i livet, og nu er i sammen i døden. Må i for evigt tumle jer lystigt, og nyde jeres efterliv i landet bag regnbuen. I er helt sikkert savnede.