Pludselig dødsfald.. Brug for en snak og et par råd.

[Dunse]

Hej alle.

Jeg har lige haft en rigtig øv oplevelse, og sidder tilbage med nogle tanker som jeg tror kun i kan forstå mig på, da jeg er eneste rotte ejer i min omgangskreds.

Jeg har for første gang i flere år, taget på ferie og fået mine rotter passet. Min mor passede dem ved at tage hjem til mig 1-2 gange dagligt og se til dem. Jeg havde 2 hanner på ca 15 måneder, Dumle og Peanut.
Jeg kommer mandag morgen hjem fra ferie, har været væk i 6 dage. Jeg smider taskerne og går hen til rotterne som det første. Jeg finder min ene rotte, Dumle, kold og "slatten" i midten af bunden af buret. Jeg tager ham ud og sætter ham på min seng, og kan se han ikke engang kan gå rigtigt, han sælber sig frem få skridt, kan ikke holde hovedet oppe uden af ryste på hovedet og benene falder sammen under ham. Lagde jeg ham på siden, kunne han ikke rejse sig op selv. Han tissede i min hånd da jeg holdt ham, hvilket han ALDRIG har gjort ellers, det virkede som om han ikke kunne holde på vandet. Jeg ringer direkte til dyrlægen og får hende akut ind, på en helligdag, for at se på ham. Han er så kold at hun ikke kan måle en temperatur på ham. der er ikke noget tegn på hvad der har gjort ham syg. Ingen tegn på infektion, øre næse og mund ser normal ud og der er intet at høre på lunger og hjerte. han får steroid injektioner, væske injektion i nakken og opstarter antibiotika. Jeg tager hjem og putter ham i min nattrøje som han elskede, på en varme pude og ligger mig og putter med ham med hånden over ham for at varme ham op. Jeg havde rejst hele natten, så jeg var træt og lukker øjnene i vitterlig maks 10 minutter, da jeg åbne øjnene igen, var han væk. Det er Ca 2 timer efter jeg havde været hos dyrlægen.

Ifølg min mor var han frisk og hyper aktiv som han plejer om lørdagen, en smule mindre aktiv søndag aften, og jeg finder ham kold og døende mandag morgen. Jeg har ingen anelse om hvad der er gået galt. Og min mor har det SÅ dårligt for hun føler det er hende der har gjort noget galt, hvilket jeg absolut ikke tror på at det er. Men jeg er frustreret over jeg ikke ved hvad der er gået galt. Har i nogle bud på hvad der er sket? Hvad kan tage livet af ham på den måde, så hurtigt? Og Skal jeg være bekymret for peanut? Han var med til dyrlægen og blev tjekket, og der er ingen tegn på at han er syg.

Jeg står nu tilbage med Peanut som ene rotte hvilket jo absolut ikke er ideelt. Han er ikke typen der egner sig til at være ene rotte, han er fuldstændig tam, men søger ikke menneske selskab særlig ofte. Han har altid været mere til selskab af andre rotter. Jeg ville aldrig få ham aflivet af den grund eller give ham væk. Han virker meget søgende nu, han går meget rundt i sengen som om han leder efter dumle. Han opsøger mig lidt mere end han plejer og popper øjne og slikker på mine hænder meget mere end han plejer, som om han kan mærke jeg også er trist.

Jeg havde planer om at de her to skulle være de sidste to rotter jeg skulle have, men lige nu har jeg mest af alt lyst til at hente to små nye. Føler mig ikke klar til ikke at skulle have en lille flok af disse skønne små kræ i mit liv. Og havde jo regnet med de to ville dø af alderdom, og ikke at det endte sådan her. Jeg er ved at finde en bolig og flytte ud af min ungdomsbolig, hvor rotterne kun er ude på min seng. Dumt spørgsmål, men hvordan "lufter" i jeres rotter i en større bolig uden at de ødelægger/tygger i møbler mm? Det var en af grundene til at jeg tænkte jeg måske skulle have en anden slags dyr, men som det ser ud nu, kommer der til at flytte et par rotter med mig ind i den "voksen bolig" jeg ender i, hvis jeg giver efter og ender med to små nye.

Det var en lang smøre, men håber i bære over med mig, og evt har nogle input.

Vh sine

[Lylle My]

Åh nej, hvor må det have været en frygtelig måde at komme tilbage til sit hjem efter en rar ferie. NEJ, hvor jeg føler med dig. Du må jo være fuldstændig knust.
Jeg forstår godt, at din mor også har det elendigt, for det er jo netop dén angst, man altid har, når man passer andres dyr... TÆNK, hvis der skulle ske noget med dem, mens man har ansvaret... men efter hvad du fortæller, så er jeg enig med dig i, at hun ikke har gjort noget som helst galt - det er bare én af den slags ting, der kan ske, og det var bare sort uheld, at det lige netop skulle ske på dén tid.

Et bud på, hvad der måske KAN være sket, er at han kan have fået en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Når nu din mor fortæller, at han var mindre aktiv end normalt i søndags, så er det jo muligt, at han på dét tidspunkt har haft en mindre hjerneblødning, som ikke var så alvorlig - men nok til, at han var en smule mat. På et tidspunkt kan han så have fået endnu en hjerneblødning, som var så meget større end den første, at han ikke havde nogen chance for at komme sig igen.
Men det er jo kun et gæt - det kan også have været en hjernesvulst, der indtil nu ikke har givet synlige symptomer. (rotter er jo forbistret gode til at skjule det, når de fejler noget) Hvis svulsten så er vokset lige så stille, men på et tidspunkt er begyndt at trykke på et vitalt område i hjernen, kan det faktisk gå meget hurtigt ned ad bakke. Jeg havde engang en lille dreng, Whitie, der var blevet opereret for en svulst i nakken. Efter operationen fortalte dyrlægen, at hun ikke havde kunnet fjerne hele svulsten, fordi den sendte rødder ind under kraniet til hjernen, så jeg vidste at han levede på lånt tid. I tre måneder var der intet at mærke på ham, men fra den ene dag til den anden var svulsten pludselig vokset ind i dén åre, der leder overskydende hjernevæske væk, og pressede den sammen... og så steg trykket lynhurtigt inde i hans hjerne.
Jeg vågnede om morgenen ved at han skreg højt og tumlede rundt i buret, og da jeg tog ham ud, så jeg at den ene side af hans hovedskal var meget rundere end den anden, og at øjet i den samme side bulnede så langt ud af hans hoved, at det så ud som om det kunne blive presset helt ud, hvad øjeblik det skulle være. Så jeg var MEGET hurtigt ude ved dyrlægen, så han kunne få fred for de frygtelige smerter.

I Dumles tilfælde har der åbenbart ikke været så stærke smerter - men hvadenten det var en svulst, en hjerneblødning eller en blodprop, så kunne det tyde på at den har ramt dé dele af hjernen, der styrede hans bevægelser, så han ikke længere var i stand til at styre sine muskler og sin krop, men bare kunne ligge stille og blive mere og mere kold. Godt, at du kom hjem på dét tidspunkt, så du kunne gøre ham tryg. Jeg er sikker på at dét har betydet utrolig meget for ham, og at han så er gledet lige så stille væk, mens han følte sig tryg og elsket i dit selskab.

Jeg er ikke i tvivl om, at Peanut er i sorg efter at have mistet sin ven. Specielt, når man kun har to rotter, rammer sorgen og savnet jo endnu hårdere end ellers, fordi rotten ikke har en anden ven at trøste sig ved. Et menneske kan selvfølgelig aldrig trøste helt så godt som en anden rotte. Jeg har selv to gange oplevet at en rotte, der mistede sin eneste burkammerat, sørgede så dybt, at de mistede enhver livsgnist. Den ene gang gik der to uger, før jeg fik fat i et par nye unger til den... og på dét tidspunkt mindede han mest af alt om en ældgammel og alvorligt syg rotte.
Da de to små nye unger blev sat ind i buret til ham, livede han straks op. Fra at have ligget kraftløst i et hjørne uden interesse for noget som helst, begyndte han straks at hygge-groome og lege med de to små unger - og han var lige pludselig fuld af energi igen - og TYDELIGT lykkelig.
Så jeg er ikke i tvivl om, at et par små babyer vil være den fineste gave, du kan give din sørgende dreng. Det vil være lige nøjagtigt dét, han har brug for, for at kunne komme over sorgen. (og samtidig vil det også være en god hjælp for DIN sorg. Rotteunger har en tendens til at vise os alle, at selvom døden er uhyggeligt tung at komme igennem - så ER livet nu engang det stærkeste)


..og angående, hvordan jeg lufter mine rotter... Tjah, jeg har et bur, rotterne bor i - og så to "legebure", de kan bruge når de er ude - og dét er de faktisk de fleste af dagens timer, når jeg er hjemme. Burene står for hver sin ende af min sofa, så de bruger sofaen som "bro" imellem dem... Til stor morskab for mig, når jeg sidder i sofaen, for så tumler de samtidig rundt på mig - specielt hvis jeg forsøger at spise ét eller andet.
De fleste af mine rotter har faktisk behandlet min sofa rigtig pænt, men nogle af dem HAR været nogle FORB****** VANDALER... Så hvis man vil bruge sofaen som rotte-legeplads, må man ENTEN sidde sammen med dem og holde skarpt øje med, om de pludselig går i gang med at ødelægge noget, ELLER også må man købe en godt brugt og billig sofa i Gul&Gratis. Så gør det ikke helt så ondt i hjertet, hvis de begynder at flå den i stumper og stykker.


Her ser du MIN sofa, efter at jeg havde glemt at lukke Gyldenlak ind i buret, inden jeg tog mig en lille middagslur. Da jeg vågnede, var transportskassen blevet væltet ned på gulvet - og dé huller, der allerede VAR blevet gnavet i hynderne, var blevet ikke så lidt større.




Ja, det var HAM!!




..men så pakkede jeg da bare sofahynden ind i et fint, nyt tæppe... for så kunne de små vandaler jo ikke komme til at ødelægge mere.

[Dunse]

Jah, det var ikke ligefrem den hjemkomst jeg havde regnet med. Jeg har haft flere andre rotter der døde af infektioner eller skader, hvor jeg fra start af har vidst hvad der endte deres liv, men det var bare et stort spørgsmålstegn med dumle da jeg kom hjem og fandt ham.

Min oldgammel han Cheddar døde for ca et halvt år siden, så peanut er gået fra en gruppe på 3 til nu at være alene og det syntes jeg ikke jeg kan være ham bekendt. Og som sagt er han mere til andre rotter end mennesker, så jeg ville aldrig være nok til ham og han ville blive enormt ensom. jeg må hellere begynde og lede efter et par små brødre til ham. Så må mine planer om ikke at få flere rotter, blive lagt på hylden for nu

Kan også mærke på mig selv at dumle mangler, han var nærmest som om han havde konstant damp og var altid glad og hoppede begejstret rundt og kyssede alt og alle og fik smilet frem på alle der mødte ham. Har aldrig grinet så meget af en rotte, som jeg har af ham. Han havde en fantastisk dejlig personlighed og var ALTID legesyg og dansede rundt af glæde. Han stod altid med arme og ben, og tungen, stikkende ud mellem tremmerne af buret når han hørte mig komme hjem fra arbejde. Hvilket jeg kan mærke jeg savner. Så par små bebser ville ikke kun så smilet frem hos peanut

Jeg har "lært" mine rotter at de må bide i deres egne ting med egentligt ret god succes. når jeg tager dem ud, fjerner jeg mine egne dyner og tager deres egne tæpper og toilet kasse frem og ligger i deres foretrukne hjørne af sengen. Og det har de sidste par år, med flere rotter, fungeret ganske fint så det kun er deres egne tæpper de ødelægger. Og så selvfølgelig har de snuppet et par høretelefoner eller to ved siden af hvis det har været inde for rækkevidde så tænkte jeg ville gøre noget lignende, have dem ude i sofaen med sofaen dækket over med nogle lidt tykkere tæpper og så havde deres egne puttetæpper liggende i den ene ende af sofaen som de er van til fra når de er ude på sengen. Og så er det vel ikke værre end at jeg starter med at købe min første sofa i jysk og ikke starter ud med en møg dyr en når jeg ved der holdes dyr i den

[Lylle My]

Ja, det er helt utroligt, hvor stort et hul i hjertet sådan et lille dyr kan efterlade hos os, når det ikke er der mere.
Jeg plejer at trøste mig med tanken om, at ingen af mine afdøde dyr nogensinde forlader mig helt, selvom de ikke længere er hos mig rent fysisk... I al dén tid, jeg har haft glæden af deres selskab, har de allesammen efterladt en stor del af sig selv inde i mig, og har forandret mig en smule... og dén forandring vil stadig være der lige så længe, jeg lever - sammen med minderne om det lille kærlige væsen. Så faktisk vil ingen af mine dyr nogensinde dø for alvor, så længe jeg lever... Men KORS, hvor jeg nu stadig savner at have deres levende og varme kroppe nær mig. Man kan jo nu engang ikke nusse, kæle og lege med et minde.

Et tæppe over sofaen vil nok være en god idé - også af hensyn til, hvis én af totterne pludselig beslutter sig for at bruge den som tisseplads. Det er LIDT lettere at vaske et tæppe end en hel sofahynde.
De første mange år, jeg havde rotter, var der ingen af dem, der interesserede sig det mindste for at bide i sofaen - men så fik jeg to vandal-rotter, der gnavede de første to huller - og da DE først var lavet, fortsatte alle andre rotter arbejdet med at udvide dem. Så HVIS dine basser skulle få den samme gode idé på et tidspunkt - så vil det være en god idé straks at sørge for at reparere hullet grundigt.

Men selvfølgelig - mine drenge har jo også noget nær ubegrænset adgang til sofaen det meste af dagen, hvadenten jeg sidder der eller ej... og dét får dine jo ikke, hvis den bare skal bruges som en hyggelig legeplads en gang eller to om dagen, mens du selv sidder og hygger dig sammen med dem. Du får nok NOGET nemmere ved at holde øje med, at de ikke begynder at lave ulykker, end JEG har haft.

[Dunse]

det gør de nemlig. og jeg kan mærke jeg savner en basse med lidt mere "go" i. jeg er selvfølgelig meget glad for peanut, men han gider mig jo ikke rigtig så der er ikke så meget leg og kæl, han er nok den mindst sociale rotte jeg har haft, og han er nr 6 i rækken. Han sover i sit tæppe hele dagen, går måske lidt rundt i sengen et par gange i løbet af dagen, skal lige sidde ved siden af mig og kigge lidt, men det er så også det. tager jeg ham selv op vil han kun sidde hos mig i få minutter før han trækker sig tilbage til sit tæppe. så vi ville begge have godt af der kom nogle små ballademagere til, tror jeg

jeg har generelt mine rotter ude hvis bare jeg er hjemme, men de er netop stadigvæk under opsyn da jeg sidder eller ligger i sengen sammen med dem. kan dog godt finde på lige at gå i netto i 10 minutter hvis de bare ligger og sover. men jeg ville nok ikke gå fra dem hvis de er ude på en sofa, der kan ske for meget ballade i det tidsrum jeg er væk

[Dunse]

Opdate på min rotte situation

Der kom forleden dag noget med hjem der har gjort både mig og Peanut meget glad

*Billeder virker ikke*

Intro gik rigtig godt! Måtte dog holde dem adskilt lige til at starte med da den ene nye viste sig at have utøj, så alle skulle lige behandles..

Meeeen der er taget godt imod de kære små

Så lad mig præsentere lille Pepsi

*Billede virker ikke*

Og lille gizmo

*Billede virker ikke*

Så nu er der liv og glade dage i rotte reden

*Billeder virker ikke*

[Erling]

Hvor er det bare vidunderligt at se dem alle have det så godt sammen. Ingen tvivl om at de små nye nok skal få det godt, og blive passet godt af Peanut.
Er så lidt træls med utøjet... Men det er mere en slags "formalitet", som nok skal gå væk, når nu de får den rigtige kur imod det.

Det er altså sådanne historier, og billeder jeg elsker at se og læse - Det gør altså en rigtigt glad, også selvom det ikke lige er mine små totter.

Erling

[Lylle My]

Årh, altså - hvor SER Peanut bare lykkelig ud på de sidste billeder. Det er altså SÅ vidunderligt for ham... og også for dig, for når man ser på dén kærlighed, der lyser ud af den gamle dreng - så er det da lige, så det bobler af glæde indeni én, ikke?

De seneste tre basser, jeg selv købte, var fra en dyrehandel, og ja - dé var såmænd OGSÅ fyldt med både pelsmider og skabsmider... men et hurtigt besøg hos dyrlægen og en omgang stronghold til både de nye og de gamle løste lynhurtigt dét lille problem. Og det var bestemt besværet værd, for hvor ER sådan nogle små basser altså bare LIVSBEKRÆFTENDE at have i hjemmet.

[Dunse]

Peanut er livet helt op i forhold til før. han er stadigvæk ikke særlig kælen, han gider ikke den slags, men han er langt mere aktiv og opsøger mig langt mere så der er ingen tvivl om at han trives langt bedre nu. Da de skulle introduceres, kunne jeg ikke sidde med dem i skødet uden han skulle være med og de nederste to billeder er taget et par timer efter de næste hinanden første gang så en overvældende god intro må man sige og jeg nyder virkelig også de to små og det liv og leg de bringer med sig