Rotter er nemlig udprægede flokdyr, og har derfor behov for selskab af mindst én - og helst to eller flere - artsfæller døgnet rundt. Den eneste måde, et menneske bare nogenlunde ville kunne opfylde dét behov ville være, hvis man kunne have tæt kropskontakt med den 24/7... Det vil sige, at man skulle have den med i skole eller på arbejde, til alle fritidsaktiviteter, sociale sammenkomster, sove sammen med den... og melde afbud til ALT, hvor det ikke ville kunne lade sig gøre at tage rotten med.
Desuden skulle man være parat til at slikke rotten ren dé steder, hvor den selv har svært ved at nå - og til at rense dens pels kærligt med tænderne, ligesom en anden rotte ville gøre for hyggens og samværets skyld.
Alligevel ville selskab fra et menneske aldrig kunne give rotten den samme sociale tilfredsstillelse, som en anden rotte ville kunne gøre. Rotter kommunikerer konstant med hinanden, ligesom vi mennesker gør. De taler sammen med dufte, kropsholdninger og lyde... og langt det meste af deres “samtalelyde” foregår i en tonehøjde, som det menneskelige øre aldrig vil kunne opfatte. Derfor vil vi aldrig helt kunne forstå - eller gøre os forståelige overfor - vores tamrotter, uanset hvor opmærksomme og kærlige ejere vi er.
Dét kan KUN en anden rotte gøre.
Man må huske på, at vores tamrotter stammer fra de vilde rotter, og derfor har de samme instinkter og behov, som dé har... og en vildrotte vil kun være enlig, hvis den er blevet forvist fra sin flok.
Hvis en vild rotte bliver forvist fra sin flok, må den forsøge at overleve alene, og medmindre den lynhurtigt vil kunne finde et egnet sted at bo med masser af mad nær ved (og stedet ikke allerede ER optaget af en anden rottegruppe) og finde en passende partner, der er villig til at bo sammen med den... så vil den hurtigt dø, fordi den ikke har nogen flok at støtte sig til.
At blive tvunget til at leve uden artsfæller er simpelthen den værste straf, en rotte kan blive udsat for, hvadenten det er en vild rotte eller en tam. En tamrotte vil måske ikke dø af sult eller blive dræbt af et rovdyr - men den vil lide under så knugende en ensomhedsfølelse, at den med tiden vil blive mentalt forstyrret.
Mange mennesker med en enlig rotte vil sværge på, at deres rotte er glad og tilfreds - men dét er kun, fordi den virker helt utroligt glad og kærlig, mens de beskæftiger sig med den. De ser den ikke mens den er alene, og har derfor ingen mulighed for at opdage dens ensomhed. Det svarer (groft sagt) lidt til, at man tog et lille menneskebarn og placerede det i et aflåst rum, hvor det skulle bo resten af sit liv uden kontakt til andre mennesker... og en gang om dagen sendte man en tam gorilla ind til barnet, så de kunne hygge sig lidt sammen.
Sådan et barn ville hurtigt lære at elske og forgude sin gorilla-ven - simpelthen fordi der ikke var andre.
En enlig rotte føler det på samme måde, hvis den må leve livet uden artsfæller. Den elsker sin ejer højt... men det er fordi det er det eneste selskab, den har.
Hvis ejeren beslutter sig til at få en lille unge (eller endnu bedre to) til at holde den enlige rotte ved selskab, vil det pludselig gå op for ham eller hende, at rotten åbenbart alligevel ikke var så glad og tilfreds med sit liv, som de troede. De ser den blomstre op, lege og tumle lykkeligt med sin nye ven, sove tæt puttet sammen med den og nusse og pusle konstant om den. Samtidig vil den få et lang tættere og mere kærligt forhold til ejeren også. To, tre eller endnu flere rotter bliver faktisk HURTIGERE tamme og trygge ved mennesker, end en enlig rotte gør... fordi de føler en grundlæggende tryghed i livet ved at være en del af en flok, og så har de mere overskud til at lære verden udenfor buret - og dé sære væsener, der bor dér - at kende.
For ejeren giver det også langt større frihed at have mere end én tamotte. Pludselig opdager man, at man ikke længere behøver at have dårlig samvittighed, hvis man en dag har lidt for travlt til at hygge sig med den. Så har den jo sin nye kammerat at være sammen med, og derfor vil den ikke føle sig spor ensom. Alligevel vil den altid være parat til at byde sin ejer hjerteligt velkommen og tigge om at komme ud og lege i dét øjeblik, man træder ind ad døren... fordi det er sådan, rotter nu engang er indrettet. Ejerne vil ALTID have en helt speciel plads i deres hjerter, uanset hvor mange burkammerater de har.
