Min guldklump Ivan

[karolinekiel]

D. 13 september ved 21.30 tiden blev Ivan aflivet. Jeg kom hjem hvor han bare lige pludselig var helt afkræftet og hans vejrtrækning var virkelig besværet, så jeg tog, på trods af to stressende uger og hvor jeg havde glædet mig til at slappe fuldstændig af, til Dyrehospitalet. Vi ventede i lang tid, så jeg brugte tiden på at snakke til ham og nusse ham. Han plejer at have det godt i transportkassen, men på trods af smerter og besværet vejrtrækning prøvede han at gnave sig ud af kassen. Stakkels lille mand. Og når jeg åbnede den var han pludselig stærk i arme og ben igen og prøvede at hoppe ud.

Da vi kom ind til dyrlægen tænkte jeg: Det er nok ikke noget særligt, han har garanteret set værre. Men han sagde med det samme: "Ejj han har det godt nok ikke godt!" Så gispede jeg. Han undersøgte ham osv. Han havde slimede infikserede luftveje og dyrlægen kunne ikke høre hans hjerte for al det slim han havde i lungerne og det fedtede seperé han havde i huden, som han forøvrigt fik behandling for i forvejen. De mislyde han havde, havde jeg været til dyrlægen med to gange før, hvor de sagde at der ikke var noget. Til sidst sagde han: "Nu må du tage et valg. Jeg har set dette tilfælde hos rotter rigtig rigtig mange gange, og det ser ikke godt ud. Behandlingen vil tage meeeeget lang tid, og det er sjældent at vi ser at rotten klarer sig igennem behandlingen, og du vil bruge maaaaange tusinde kroner." Det skal lige siges at jeg er på kontanthjælp. Jeg tænkte længe, og ville selvfølgelig ikke have ham aflivet, men hvis behandlingen vil tage så lang tid, og han ikke ville klare den, så ville han bare lide meget længere. Så imens tårerne løb ned af kinderne på mig sagde jeg: "Jamen så er det det vi gør, at aflive ham." Og der tude brølede jeg i flere timer. Han fik den første sprøjte, og at se sin lille guldklump bare blive mere og mere slap, det er så hjerteskærende...

Jeg kyssede ham og snakkede til ham. Ville have at han skulle føle at han altid har og stadig kan føle sig tryg hos mig, og det håber jeg også han gjorde. Han var i hvertfald den der altid sad ved siden af mig sofaen, og ham der kom til lågen som den første når jeg sagde: "Heeej skaaaatter baaasseeer". De kom altid løbende som glade hunde hen til lågen.
Efter han var død stod jeg stadig i en halvanden time og kyssede ham og græd og græd og græd. Men det var meningsløst til sidst, for han blev koldere og koldere og det var så mærkeligt at se ham med tungen blå ude af munden og øjnene åbne som ikke reagerede når jeg strøg ham hen over kinden. Det var forfærdeligt. Det er første gang jeg tager afsked med et dyr på den måde. Har haft kaniner da jeg var barn, og de døde jo også, men jeg var så lille, såååe. Men det her var forfærdeligt Var helt ude af den og havde ingen at være sammen med den aften, så jeg Skypede min kæreste, og han trøstede mig bedst muligt over Skype. De næste dage hvor vi skypede græd jeg så jeg ikke kunne få luft. Nævnte hele tiden min Ivan, og kunne ikke fatte at han var død. Jeg er stadig helt knust. Jeg ville så gerne have haft ham med hjem og få ham begravet. Men har ikke råd til en gravplads. Det vigtigste var vel også at han fik fred.

Nu skal jeg tage mig af hans bror, Boris, som står helt alene nu Søger nogle nye burkammerater til ham, men han kan være rigtig aggressiv. Det var han også over for Ivan nogengange. En rigtig alfahan, så er lidt bange for at sætte nye ind, så skal lige læse en masse om det emne inden jeg foretager mig noget. Men stakkels Boris. Tror han er ensom, og han er mere sky, samme tid med at han er mere søgende. Han bliver hurtigt bange. Da jeg kom hjem den aften med transportkassen uden Ivan, lå Boris i lang tid nede i kassen i Ivans duft. Tror han mangler ham.

Det er så sørgeligt, og jeg kunne blive ved med at skrive om mine bassedrenge. Men må hellere stoppe nu.

Sov sødt Ivan, du var simpelthen noget helt specielt for mig, du gjorde min hverdag god når jeg var nede.
Min kære skat. Savner dig <3 <3

[Lylle My]

Åh nej, hvor frygteligt, jeg sidder selv med tårer i øjnene nu. Hvil i fred, lille Ivan. Må du være lige så lykkelig på den anden side af regnbuebroen, som du var i dette liv.

Selvom det var en forfærdelig oplevelse, så var det rigtigt af dig at lade dyrlægen aflive ham, når han havde det så slemt. Lungebetændelse er en meget alvorlig ting for en rotte, og når den er så fremskreden, som det lyder til at den var hos Ivan, så vil den tit have ødelagt så meget lungevæv, at en behandling kun vil trække pinen ud for det stakkels dyr... og så er en human aflivning det eneste rigtige, for hvilken kærlig ejer ønsker vel, at deres elskede dyr skal dø under svære, langvarige lidelser?
I dit sted ville jeg med 100% sikkerhed OGSÅ have valgt avlivning frem for behandlig - også, hvis jeg havde været mangemillionær og ikke behøvede at tænke på pengene. Dyrets velbefindende er det vigtigste, og jeg har to gange i mit liv haft en rotte, der led en pinefuld kvælningsdød, fordi jeg ikke kunne få fat i en dyrlæge hurtigt nok. Det var grusomt at se på, og jeg ønsker ALDRIG at opleve det igen, hvis jeg på nogen måde kan undgå det. Så når du sørger allermest, så trøst dig selv med, at du sparede din dejlige dreng for en forfærdelig død. Han led ikke ved at blive aflivet, for han var jo ikke klar over, at det var dét, der skulle ske... men han gled stille ind i døden, mens han lå trygt og sikkert i dine hænder, og du fulgte ham så langt på vejen, som du kunne. Og dét er den bedste gave, vi mennesker kan give vores kæledyr som tak for alle dé glæder, de har givet os igennem deres liv. Vi betaler for deres kærlighed ved at påtage os ansvaret for at give dem fred for deres lidelser, når tiden er inde.
Vores dyr lider ikke ved at blive humant aflivet, men det gør vi. Og det bliver ikke nemmere, selvom man har prøvet det mange gange før.

Jeg er nu også helt enig i din dyrlæges vurdering. Hvis Ivan har haft mislyde førhen, så har han sandsynligvis haft svækkede lunger. Han kan have haft en lungebetændelse for længe siden, som han har fået nedkæmpet. Selvom sådan en betændelse er væk, kan den tit have skadet lungerne varigt, så rotten har fået dét, der populært kaldes arvæv på lungerne eller stive lunger. Dét betyder, at rotten ikke kan få så meget luft ned i lungerne, som den burde (ligesom mennesker, der lider af lungesygdommen KOL). Rotter med arvæv på lungerne klarer sig fint, selvom de kan have en mislyd ved vejrtrækningen, og de lider ikke under det - de finder bare ud af at trække vejret på en anden måde, så de ikke mærker noget til problemet.
Desværre har lungerne så en tendens til at blive endnu svagere med alderen, og hvis der så støder en ny lungebetændelse til, så er det meget svært for ejeren at opdage det, fordi de almindelige mislyde skjuler symptomerne... og når rotten så endelig viser tydelige tegn, er det tit for sent at redde den.
Dyrlægen KUNNE muligvis have fjernet betændelsen med store mængder antibiotika, men mit gæt er, at lungerne derefter ville have vist sig at være så skadede, at resten af Ivans liv ville være blevet et helvede - og at en ny og endnu værre betændelse hurtigt ville være opstået igen.

Det var det helt rigtige valg, du tog. Men KORS, hvor gør det bare ONDT.

[Erling]

Forstår så inderligt din sorg, og sender trøstekram.

Det er utrolig, som de små "bæster" kan "grave" sig HELT ind til det inderste i vore hjerter!!! Jeg har selv mistet fire, og hver gang har det føltes som jordens undergang!!! Og selv den dag i dag, savner jeg dem hver især! De bliver som vores egne børn. Vi kæmper for dem, og elsker dem som var de vore børn! Så hver gang der er en der går væk, så føles det hårdt! Og i din situation, så havde du egentlig ikke noget reelt valg... Selvom du måske havde haft pengene, så er det ikke altid at kuren vil være "det værd"? Nogle gange må man bare acceptere, at det bedste, og mest humane man kan gøre, det er at give dem fred - Også selvom det føles ondt og ekstremt hårdt, når vi tager den beslutning!

Jeg tror også, at den der måske bedst kan hjælpe netop nu, det er måske netop hans bror? For han trænger også til hjælp og støtte. Til gengæld giver han så kærlighed og livsglæde retur. Og hvis der kommer et par små nye, så vil det bare være det bedste for jer alle - Selvom du for altid vil huske og savne Ivan...

Jeg plejer at sige, at det værste, det er, når vi slet ikke føler nogen sorg... For har vi ingen følelser, så er det fordi han ikke havde nogen "betydning" for os... Når vi føler sorg, så er det altså godt, for så har han haft en stor betydning for os, og hans liv har ikke været omsonst! Så selvom sorgen er svær at bære - Så er det godt at føle sorg!

Afslutningsvis, vil jeg så bare lige ønske held og lykke med de nye, til den tid. Håber sammenføringen vil gå forholdsvis let.

Erling.

[karolinekiel]

Tak for jeres fine kommentarer <3 jeg græd snot da jeg læste dem <3